Anmeldelse af bogen Virkemidler i reklamer, film og kunstbilleder

Lektørudtalelse

Anvendelsesmuligheder/målgruppe/niveau

Virkemidler i reklamer, film og kunstbilleder er præcis, hvad titlen siger. En glimrende gennemgang af de elementer, der ligger bag reklamer i faste reklamer/reklamefilm, fiktionsfilm og kunstbilleder. Bogen er en lærebog rettet primært mod elever på gymnasialt niveau.

Beskrivelse

En fængende forside med 4 fotos med tydelig titel åbner for en faktaspækket gennemgang af reklamens virkemidler.

Opbygget med mange punktopstillinger, korte afsnit, utallige illustrationer og tegninger. Et emne som "Komposition" behandles fx med 66 punkter. "Virtuelle virkemidler" (faste og levende billeder) får 116 sider, "Lingvistiske virkemidler" får 31 sider, mens "Auditive virkemidler" får 11.

Bagerst yderst anvendelige modeller, der giver oversigt over, hvilke elementer man kan gennemgå ved forskellige reklametyper.

Sprogligt let, men indholdsmæssig tæt, hvilket gør, at man skal koncentrere sig som læser. Glimrende som opslagsværk og huskeliste ved opgaver.

Sammenligning

I 2009 kom Reklametid af Jane Christensen og Jørgen Riber Christensen, der også rettede sig mod skolens ældste klasser. Nærværende bog er mere punktmæssigt opbygget og kan bedre læses i pluk.

Samlet konklusion

Håndbog til analyse af reklamer med hovedvægt på faste og levende billeder. Rigt og godt illustrationsmateriale med mange fotos og modeller/tegninger. Punktvis opsat med mange hoved- og underpunkter. Til gymnasieniveau. Detaljeret gennemgang af virkemidlerne i skrift, tale og lyd, musik.

Lektør: Sanne Caft, august 2010.

Dansksiden.dk - digitale læremidler til faget dansk | Kontakt